Fysioterapeutisk rådgivning og behandling
Måske kan du stadig klare mange af de aktiviteter, du kunne tidligere. Men efter hjernerystelsen kan du få øgede symptomer eller blive dårlig i timer eller dage, efter at du har være fysisk aktiv. De typiske fysiske symptomer er hovedpine, smerter i nakke og skuldre, nedsat udholdenhed, svimmelhed og nedsat tolerance for pulsstigning. Vi vejleder derfor i, hvordan du kan være fysisk aktiv på en måde, der passer til dig. Gradvist vil du komme til at tolerere mere aktivitet.
Tilpasset fysisk træning
Forskningen viser, at fysisk træning har god effekt på følgerne efter hjernerystelse, og at fortsat bevægelse er vigtig for at mindske f.eks. smerter og træthed. Med udgangspunkt i dine ønsker og ressourcer opstiller vi sammen mål for din fysiske træning og aktivitet, og vi aftaler intensitet og frekvens for træningen. Det er vigtigt, at intensiteten er så høj, som det er muligt for dig, og at den øges i takt med, at du kan klare mere, alt sammen med hensyntagen til dit symptomniveau.
Vi træner efter graduerede træningsprincipper (pacing), og benytter elementer fra øvelsesterapi, fysiopilates, yoga samt styrke- og konditionstræning. Hvis du har problemer med svimmelhed eller balancen, har du mulighed for at få undersøgelse og træning af dette.
Manuel fysioterapeutisk indsats
Du kan i forbindelse med din hjernerystelse have pådraget dig skader relateret til hoved, nakke og/eller ryg. Disse skader kan være medvirkende til nogle af dine gener f.eks. hovedpine eller synsproblemer. På baggrund af udredningen kan du hos os få manuel fysioterapeutisk behandling af muskler, væv og led. Dette kombinerer vi med vejledning i hensigtsmæssige øvelser og håndteringsstrategier.