Sikkerhed og patientrettigheder

Hvis dit forløb er bevilget efter sundhedsloven, gælder følgende retningslinjer:

Samtykke om dine personoplysninger 

Vi skal bruge et samtykke fra dig, for at kunne indhente de nødvendige lægelige oplysninger. Derfor sender vi en samtykkeerklæring til dig. Når du underskriver den, giver du os lov til at indhente lægelige oplysninger og til at udveksle oplysninger med din kommune.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage eller betinge dig, at vi ikke videregiver oplysninger til en bestemt person eller institution. 

Dit samtykke gælder i 1 år.

Enighed om forløbet

Vi sammensætter dit forløb ud fra vores faglige vurderinger af, hvad der vil give dig det bedste udbytte. Vi samarbejder med dig om planlægningen. Du gennemfører kun forløbet, hvis du er enig i planerne. 

Ret til information om dine personoplysninger


Det er en del af vores arbejdsgang, at personoplysninger bliver registreret i vores elektroniske journalsystem. Du har til enhver tid ret til at bede om aktindsigt, dvs. til at se din journal. 

Utilsigtede hændelser

En sjælden gang sker det, at der opstår ”en utilsigtet hændelse”, det vil sige, at en fejl eller misforståelse giver problemer eller skader. 

Det er også en ”utilsigtet hændelse”, selvom der kun har været en risiko for, at det kunne være gået galt.

Hvis du - eller dine pårørende - føler, at der har været en ”utilsigtet hændelse”,  vil vi meget gerne høre om det, så vi kan undgå, at det sker igen. I kan enten tale med din primærterapeut, med afdelingslederen eller med administrationen.

Klagemuligheder

Hvis du har oplevet noget på CfH, som du er 
utilfreds med, er der mulighed for at klage.

Klager over forundersøgelsen
Kontakt visitationen på CfH.

Klager over forløbet på CfH
Der er flere muligheder for at klage over forløbet.

1. Tal med en medarbejder på CfH, så hjælper vi dig videre med din klage. Du kan henvende dig til din primærterapeut, til programmets leder, til visitationen eller til den administrative leder.

2. Hvis dit forløb er betalt af sundhedsvæsnet, har du mulighed for at  bruge sundhedsvæsnets klagesystem. Tal med en af de ansatte på CfH eller kontakt Region Hovedstaden.