Om Centret
Center for Hjerneskade er højt specialiseret inden for medfødte og erhvervede hjerneskader, hjernerystelser, udviklingsforstyrrelser og kognitive vanskeligheder hos børn, unge og voksne.
Vi er en selvejende institution, specialhospital under sundhedslovens §79, stk. 2 med driftsoverenskomst med Region Hovedstaden. Vi udreder, rådgiver og behandler mere end 600 børn, unge og voksne om året.
Centret blev grundlagt i 1985 på Københavns Universitet som det første rehabiliteringscenter for voksne med hjerneskader i Danmark. I 2007 blev centret udvidet med Neurocenter for Børn og Unge. Sammen har vi opbygget en unik viden på området.
Høj faglig specialist viden
På Center for Hjerneskade vægter vi den faglige specialisering højt, og vi løser alle vores opgaver på specialistniveau. Vores dygtige og autoriserede medarbejdere er således eksperter i at rådgive og tilrettelægge tværfaglige og individuelle forløb for at skabe bedre udviklingsmuligheder hos børn og unge og for at hjælpe voksne med at få et aktivt liv og til at vende tilbage til arbejdsmarkedet / uddannelsen.
Ydelser baseret på nyeste viden
Vores omdrejningspunkt er at yde rådgivning og rehabilitering ud fra de mest effektive metoder og principper inden for hjerneskader, hjernerystelser og udviklingsforstyrrelser. Vi formidler vores faglige ekspertviden både nationalt og internationalt.
På Center for Hjerneskade orienterer vi os mod den nyeste evidensbaserede viden og udvikling af tilgange og behandlingsmetoder. Forskning er en integreret del af vores arbejde og ydelser, og som feltets frontløbere underviser vi sundhedsprofessionelle og fagpersoner, som arbejder med børn, unge og voksne med hjerneskader / hjernerystelser, udviklingsforstyrrelser og kognitive vanskeligheder. Dermed bidrager vi med vores faglige viden til udviklingen af området.