Jeg har haft verdens bedste job

DIREKTØREN SIGER FARVEL:

Til november går Frank Humle på pension efter 23 år som direktør på Center for Hjerneskade. I dette afskedsinterview fortæller han om ’et utroligt meningsfyldt arbejdsliv’ og en ’unik arbejdskultur’, han kommer til at savne, men også om både op- og nedture – og så giver han sine bedste råd til ham eller hende, der skal efterfølge ham.

Hvorfor har du valgt at stoppe til direktør til november?

”Det er en beslutning, som primært hænger sammen med, at jeg bliver 67. For mig handler det mest af alt om at respektere min alder. Det fylder meget at være her - og det fylder på den helt rigtige måde. Men jeg kunne også godt tænke mig at prøve noget andet i livet.

Du skal ikke være direktør et andet sted?

”Nej, jeg skal ikke noget som helst andet. At være direktør her på Center for Hjerneskade har været en kæmpe gave. Jeg har haft verdens bedste job, og der er ikke noget, der trækker i nogle andre retninger.

Du har været direktør i 23 år. Hvordan føltes det at fortælle medarbejderne om din beslutning?

”Det var en meget fortættet oplevelse. Jeg valgte at fortælle det på et centermøde, hvor hele centret var samlet. Jeg indleder normalt mødet med en afrapportering fra min verden, og det gjorde jeg også denne gang, men med den tilføjelse, at det her møde ville blive lidt anderledes, fordi jeg havde valgt at gå på pension. Lige der blev jeg så bevæget, at jeg næsten ikke kunne fortsætte, og jeg kunne også fornemme, hvordan luften i auditoriet nærmest sitrede. Heldigvis fik jeg taget mig sammen og kom videre, så det blev et fint møde.”

Prøv at sætte nogle ord på, hvordan det gik til, at du blev udnævnt til direktør i 2003?

”Det skete meget hurtigt, faktisk fra den ene dag til den anden. Bestyrelsen kaldte mig til møde en fredag eftermiddag, og spurgte, om jeg ville være direktør fra mandag morgen i en konstitueret stilling. Jeg var sådan set ikke i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige ja. Inden da havde jeg været leder af vores kliniske program i syv år, så det var på en måde oplagt. Samtidig var jeg meget bevidst om, at det er noget helt andet at være direktør og have hele ansvaret, men der var ingen tvivl om, at jeg gerne ville. Så jeg var konstitueret i et halvt år, og søgte og fik stillingen, da den blev slået op.”

Center med stor stabilitet

Hvad er det for et Center for Hjerneskade, du efterlader?

”Jeg synes, det er et center med stor stabilitet. Der er virkelig meget, vi kan, og vi repræsenterer en meget høj faglighed. Det er også blevet et center, som i dag har rigtig mange tilbud på hylderne, for eksempel har vi etableret Dansk Center for Hjernerystelse og en specialiseret børneafdeling. Så vi har i dag rigtig meget at byde ind med – både i forhold til de mennesker, vi hjælper videre i livet, og i forhold til rehabilitering i Danmark generelt. Vi er blevet et ressourcecenter inden for hele hjerneområdet, og alt det, der berører vores kognitive funktioner og hjernen, er blevet en slags fællesnævner for vores indsats. Det er vi lykkedes med, fordi vi har utroligt mange dygtige og dedikerede medarbejdere, der har valgt at blive her i mange år, og løbende har udviklet deres kompetencer.”

Prøv at beskrive, hvad det var for et center, du blev direktør for i 2003? Hvad var de største udfordringer?

”Dengang var vi et meget mindre center med kun omkring 25 medarbejdere, mod i dag cirka 80, og der var kun én afdeling, der arbejdede med rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade. Jeg må også sige, at jeg oplevede, at vores ry ikke var det allerbedste. Jeg tror nok, at vi blev opfattet som lidt tunge at danse med, måske også lidt dyre og lidt besværlige. Der var noget i vores selvforståelse, som gjorde, at vi lukkede os omkring os selv på en uhensigtsmæssig måde. Vi havde nok lidt den opfattelse, at det skulle være på vores måde eller slet ikke. At vi altid vidste bedst.”

Opgør med den hidtidige kultur

Det lyder som om, du gik ind i direktørjobbet med en klar idé om, hvad der skulle ændres?

”Ja. Jeg var fast besluttet på at åbne centeret mere op mod omverdenen og på at få styrket relationerne til vores samarbejdspartnere. Jeg havde også en ambition om at skabe et miljø, hvor man kunne være dedikeret og gøre en god indsats, uden at skulle være bange for kritik. Jeg ville hellere have, at folk tog selvstændige beslutninger, end at de undlod at handle, af frygt for, at jeg – eller andre – ville kritisere dem. Der skulle være tryghed og tillid. Samtidig skulle vi kunne diskutere åbent, hvad der giver mening fagligt. Det er jeg glad for, at vi er lykkedes med.”

Vil du sige, at det var et decideret opgør med den tidligere kultur?

”Ja, det var det. Der havde været en kultur, som til tider kunne være præget af frygt og meget stærke personligheder. Der var brug for ro og for at skabe et miljø, hvor man støtter hinanden og udvikler sig sammen.”

Når du ser tilbage på dine 23 år som direktør, hvad er du så mest stolt af?

”Jeg tror, at jeg er allermest stolt af, at jeg oplever et center med meget stor trivsel og meget høj faglighed. Der er skabt et miljø, hvor folk trives, fagligheden er virkelig høj, og hvor folk har lyst til at blive i rigtig mange år. Den gennemsnitlige anciennitet er 10 år. Det er jeg glad for, for det viser jo, at det er et godt og rart sted af være. Jeg er også stolt af, at centret i dag har en større variation i vores tilbud. Jeg synes, at vi har formået at brede os ud og være fagligt relevant for mange flere grupper.”

Og hvad kunne du godt have undværet?

”Jeg kunne godt have undværet kriserne. Det har især været svært at være nødsaget til at afskedige folk, som var superkompetente og gode for centret. Det har været hæsligt.”

Havde ryggen mod muren

Hvad vurderer du i dag som den største krise, du har skullet håndtere?

”Den største udfordring kom afgjort i 2010-2011, hvor der blev indført ny lovgivning, som sanktionerede kommunerne, hvis de ikke overholdt deres budgetter. Det betød, at kommunerne over en bred kam trak en masse af deres aktiviteter hjem indenfor kommunegrænsen. Det lukkede rigtig mange ting ned i Danmark. Og for os betød det helt konkret, at vi blev lukningstruede. I 2011 blev vores samarbejde med kommunerne 14 mio. kr. lavere, end det vi havde budgetteret med. Vi havde virkelig ryggen mod muren og måtte ud i en stor fyringsrunde. Dengang var jeg seriøst bange for, om vi overhovedet kunne overleve, men også hvilket center, der i givet fald ville komme ud på den anden side.”

Kan man i dag som borger i Danmark være sikker på at få den rigtige behandling, hvis man får en erhvervet hjerneskade, uanset hvor man bor i landet og uanset hvor stærkt et netværk, man har?

”Det kan man desværre ikke være sikker på. Det er stadig lidt af et lotteri i forhold til, hvilket postnummer, man bor i. Der er områder i landet, hvor der er alt for langt til et specialiseret tilbud, og fordi det ikke bliver prioriteret lige højt alle steder, bliver det i stedet en billig løsning lokalt.”

Hvad er forklaringen på det? Der er 230.000 mennesker i Danmark med en erhvervet hjerneskade, så behovet er jo kæmpestort? Er det fordi andre sygdomsområder er bedre til at gøre opmærksom på sig selv?

”Jeg tror måske, at der stadig er noget tabu omkring det her med at få en skade i hjernen. Og selv om det er en meget stor patientgruppe; omkring 20.000 får en skade hvert år, er det også en meget stille gruppe. Andre patientgrupper er nok lidt bedre til at tale deres sag. Samtidig tror jeg også, at der nogle steder i systemet fortsat er en misforstået oplevelse af, at man ikke rigtig kan gøre noget ved en erhvervet hjerneskade. Og derfor leverer man nogle tilbud, der ikke er gode nok.”

Permanent bevilling er afgørende for centret

Hvordan har vores viden om erhvervet hjerneskade ændret sig i den tid, du har været direktør?

”Da centret blev etableret i 1985 som det første af sin art i Europa, havde man mange steder en oplevelse af hjernen som statisk, og at den skade, der var sket, var sket. Det var bare ærgerligt. Det har derfor været vigtigt for os lige fra den allerførste tid at dokumentere, at en specialiseret og målrettet indsats både gør en forskel for den enkelte og også kan svare sig økonomisk for samfundet. Vi har gennem årene dokumenteret, at 8 ud af 10 kommer tilbage til arbejdsmarkedet hos os, og Socialstyrelsen kom frem til samme resultat i 2021. Det har været helt afgørende for vores selvforståelse, at vi har leveret de hårde facts, der viser, at genoptræningen både giver den enkelte en vej tilbage i job, men samtidig et kæmpe løft i livskvaliteten.”

Center for Hjerneskade er netop kommet permanent på finansloven med et tilskud på 21 mio. kr. om året. Hvor vigtigt har det været for dig og centret, og hvad betydet det i praksis?

”Det har været helt afgørende vigtigt for mig og for centret. Vi har været på finansloven siden 1994, men har igennem alle årene fået henvist mange, mange flere til specialiseret genoptræning, end vi har kunnet tage imod. Derfor har vi været nødt til at skabe nogle selektionskriterier, som udelukker nogle af dem, der har behov for genoptræning, men det er jo en barok måde at løse et behov på. Den fordobling af vores ramme, vi har fået nu, kommer til at betyde, at vi i langt videre udstrækning kan tage de skadede mennesker ind, som har et behov for specialiseret genoptræning. For de ramte betyder det alverden, at de får det tilbud, som de har brug for. Og for os som center er det selvfølgelig enormt tilfredsstillende, at vi mere frit kan tage folk ind og starte dem hurtigere op, så der ikke er så lang ventetid. Det giver også noget soliditet i forhold til vores drift og vurdering af, hvordan fremtiden ser ud. Nu behøver vi ikke længere være så bange for, hvad der kommer af politiske udmeldinger eller svingninger i samfundet, som kan udfordre vores økonomi, fordi en væsentlig del af vores drift er bundet op på finansloven.”

Hvad var tanken bag etableringen af Dansk Center for Hjernerystelse og satsningen på hele det område?

”Det, som kendetegner hjernerystelsesområdet, er, at det i dag ofte er den ramte, som selv må være tovholder på sit eget forløb. Der har været brug for nogen, som kan samle den nyeste viden og forskning op, og få den formidlet ud til de sundhedsfaglige, så de kan hjælpe deres patienter bedre. Her spiller Dansk Center for Hjernerystelse i dag en central rolle. Centerets hovedopgave er at samle og formidle den seneste evidensbaserede forskning om hjernerystelse, så vi kan få en mere ensartet behandling af patienter med hjernerystelse. Min indsats har været at tage initiativ til at starte centret, og nu er opgaven at arbejde for at sikre, at det bliver gjort permanent.”

Kan man sige, at det ville være det sidste hak i patronbæltet for dig, hvis det lykkes, inden du stopper? Foreløbig har politikerne afsat 20 mio. kr. til området i år?

”Det kan man godt sige. Jeg ville i hvert fald synes, at det var fantastisk, hvis Dansk Center for Hjernerystelse blev gjort permanent. Så ville jeg synes, at der virkelig skete noget, som rækker frem i tiden og som kan være med til at sikre, at den her kæmpe målgrupper – der er omkring 25.000 om året, som får en hjernerystelse – endelig får bedre hjælp.”

Stærk drivkraft at hjælpe ramte

Du har igennem hele karrieren arbejdet med mennesker, der har været ramt af alvorlige skader og er kastet ud i livskriser. Hvordan har det været for dig på det personlige plan?

”Det har været enormt meningsfuldt for mig at møde – og kunne hjælpe - mennesker i meget svære livssituationer. Folk har tit spurgt mig, om det ikke har været et tungt og svært arbejde, men for mig har det tværtimod været en stærk drivkraft. Mennesker i så udfordrede livssituationer kan blive grebet af mismod, og det har været en gave for mig at hjælpe med at vise, at der faktisk findes en god måde at leve sit liv på efter en skade. Det har været en meget stor og vigtig ting i mit liv.”

Nogle vil måske finde det lidt usædvanligt, at direktøren selv kører land og rige rundt for at hjælpe patienter?

”Det er nok ret usædvanligt. Og det har måske både været min styrke og min svaghed. Jeg blev oprindeligt født ind på centret som almindelig klinisk psykolog, blev efterfølgende leder af vores kliniske arbejde, og derfra direktør. Så klinikken har været min indgang til det hele. Og også det, som mit hjerte har brændt for. Det har selvfølgelig taget tid fra andre opgaver, men samtidig har det givet et vigtigt perspektiv i forhold til vores udviklingsarbejde. Når man selv er så dybt inde i maskinrummet, giver det en god forståelse for, hvad vi skal kunne fremadrettet. I sin tid overvejede bestyrelsen, om de skulle ansætte en DJØF’er, men valgte en fagperson. Og jeg tror, at den faglighed, som jeg har bragt med mig, og som jeg har holdt ved lige gennem alle årene, har været med til at give et godt grundlag for den udvikling, vi har været nødt til at gennemgå. Hvis man som øverste chef ikke har den faglige viden om et område, som er så komplekst som det her, tror jeg, at det kan være en udfordring.”

Hvad er dit bedste råd til din efterfølger?

”Jeg synes, at der fortsat er brug for fokus på udvikling og dokumentation af vores indsats. Jeg håber, at centret vil fortsætte med at vise os selv og omverdenen, hvad der helt konkret kommer ud af det arbejde, vi laver. Fordi det er så let at glemme det. Og det er så let at komme væk fra det. En anden vigtig opgave er at bevare miljøet og den unikke arbejdskultur på centret, så faglighed og trivsel fortsat kan være i højsædet. Endelig er det afgørende, at min efterfølger forstår, hvor vi indgår i den kæde, man kunne kalde ’det repræsentative Danmark’, altså hvordan vi skal agere i forhold til det politiske miljø, det vil sige kommuner, regioner og nationalt. Det miljø skal man også være en del af og forstå, hvordan det fungerer.”

Hvad kommer du til at savne mest, når du har haft din sidste arbejdsdag?

”Jeg kommer til at savne min dag herinde; at møde ind på centret og være en del af miljøet og stemningen, den glade tone og oplevelsen af at være en del af et team. Jeg kommer også til at savne de individuelle forløb, som jeg stadig har en del af, og som jeg sætter så stor pris på. I de senere år har jeg været meget mere involveret i det politiske arbejde, end jeg har været tidligere. Jeg vil ikke sige, at jeg kommer til at savne den del, men jeg har oplevet det som et enormt privilegium, at man fra politisk hold har villet høre på, hvad jeg siger. Så i virkeligheden kommer jeg jo til at savne det hele. Det har været utroligt meningsfuldt. Og igen: Jeg har haft verdens bedste job.”

Emner