11. januar 2022

Center for Hjerneskade hjælper færøsk pige efter hjernerystelse

Da Sita fra Færøerne fik en hjernerystelse i oktober 2018, havde hjemstavnskommunen på Færøerne ikke mulighed for at tilbyde hende den rette behandling. I stedet blev hun henvist til Center for Hjerneskade, som trods den geografiske afstand fik hjulpet Sita godt videre.     

Selvom man bor på Færøerne, er det ingen hindring for at få professionel hjælp til sin hjernerystelse. Det var tilfældet med den nu 14-årige pige, Sita, fra Færøerne, da hun i september 2019 endte med at blive henvist til Neurocenter for Børn og Unge i Center for Hjerneskade.

Hos Neurocenter for Børn og Unge på Center for Hjerneskade kom Sita i et forløb hos en af vores dygtige neuropsykologer og fysioterapeuter, der begge har ekspertviden inden for børn og hjernerystelse.

Primært online forløb

Siden Sita startede sit forløb hos Center for Hjerneskade har hendes behandling overvejende foregået online. En del af Sitas træningsplan var at blive bedre til at gå alene. Derfor skulle Sita blandt andet øve gang-distance. Så når Sita skulle øve sig i at kunne gå længere og længere, var hendes fysioterapeut ofte med på sidelinjen via FaceTime. Fysioterapeuten gav undervejs i forløbet Sita små opgaver som at tælle skridt for hver gåtur og tage billeder af f.eks. et bestemt hus eller en brandhane, som hun skulle gå hen til som et mål for gåturen.

Sita havde også løbende online samtaler med sin neuropsykolog, hvor de blandt andet talte om, hvordan det er at være Sita, at være teenager, og at have en hjernerystelse.

Hele rejsen værd

Ind imellem har Sita og hendes mor også taget turen til Danmark for at have samtaler og fysisk træning med hendes faste neuropsykolog og fysioterapeut.

Det har været hele rejsen værd.

Center for Hjerneskade hjælper færøsk pige efter hjernerystelse

Interviewer: Hvad har været det bedste ved at være på Center for Hjerneskade?

Sitas mor: Det har været forståelsen for situationen. På Center for Hjerneskade forstår I, hvad det er man snakker om. I har en stor professionalisme og rummelighed. I ser og forstår mennesket bag hjernerystelsen. Det, som Sita fejler, er så usynligt. Vi har her mødt en forståelse og fået de rigtige redskaber.

 

Interviewer: Hvad er blevet anderledes, siden du (Sita) startede her?

Sita: Meget har ændret sig. Jeg kan gå selv igen. På nogle måder er jeg nu også mere selvstændig. Det har hjulpet mig meget at gå her.

Sitas mor: I presser på den rigtige måde, og sætter ind der, hvor vi ikke selv har kunnet finde ud af det. Sita er blomstret op igen. Hun har fået livskvalitet efter at have været totalt omtåget og træt, og med kronisk hovedpine. Der har været en stor fremgang. Hun har arbejdet målrettet sammen med jer om at ændre de besværligste og tungeste ting.

 

Interviewer: Hvordan har det været at have store dele af forløbet online?

Sita: Det har været fint for mig, og ikke så mærkeligt. Det hjalp meget - det er bedre end ikke at tale sammen.

 

Interviewer: Hvordan har det været som forælder at komme her?

Sitas mor: Vi havde en følelse af afmagt ved at stå med det hele selv. Det har været en stor hjælp. I har overtaget nogle ting, og har trænet videre med Sita på en måde, som jeg som forælder ikke har nogen chance for at kunne. Selvom jeg som sygeplejerske har lidt indsigt i hvordan det er, føltes det som en stor hjælp, da I tog over. I siger også tingene på en anden måde, end jeg som pårørende gør.

 

Interviewer: I løbet af forløbet har vi også haft fokus på at involvere Sitas netværk. Hvilken betydning har det haft, at hele hendes netværk har været involveret?

Sitas mor: Det er vigtigt, at alle får en forståelse for, hvad Sita går igennem. At de kan få information, og at vi alle omkring hende kan få en fælles forståelse, Og at alle bliver bevidste om, hvad ens egen opgave er for at fremme Sitas genoptræning. Selvom vi ser en flot fremgang, så er vi stadig ikke i mål.

Interviewer: I er kommet herind på Center for Hjerneskade til statusmøder, hvor vi dels har samlet op og sammen kigget på, hvor langt vi er nået - Sita har også været til neuropsykolog og fysioterapeut. Hvordan har det været?

Sita: Det har været rart at kunne følge op på tingene ved at komme herind.

Sitas mor: Relationen har betydet meget, og den får man ved at mødes.


Interviewer: Hvad har været det vigtigste i hele forløbet?

Sita: At jeg skulle få det bedre, og det har I hjulpet mig med.

 

Undervejs i Sitas forløb hos Center for Hjerneskade har der været et samarbejde omkring hende med fagpersoner på Færøerne.

I Center for Hjerneskade er vi eksperter i at behandle børn med hjernerystelse. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp til et barn  med hjernerystelse. Kontakt sekretær Mette Ravn Herche på telefon 35328715 eller e-mail: mette.herche@cfh.ku.dk