4. januar 2019

Center for Hjerneskade eksporterer viden om hjerneskaderehabilitering til Kina

PRESSEMEDDELELSE                            Fredag d. 4. januar 2019

Center for Hjerneskade eksporterer viden om hjerneskaderehabilitering til Kina

Center for Hjerneskade har indgået en fem-årig kontrakt med kinesiske Sino-Fortune Senior Industry Corporate og deltager d. 8. januar 2019 i åbningsceremonien for et nyt kinesisk rehabiliteringscenter, der er oprettet efter Center for Hjerneskades rehabiliteringsmodel.

Center for Hjerneskade og kinesiske Sino-Fortune har netop indgået en 5-årig kontrakt, der omfatter undervisning, supervision og udviklingssamarbejde - både online og i Kina – og som baner vejen for et rehabiliteringscenter efter dansk model.

”Vi har brugt 2018 til gensidigt at besøge hinanden med henblik på fremtidigt samarbejde. Desuden har centrets forskellige faggrupper undervist medarbejderne i Kina over skype. På den baggrund har vi tegnet kontrakt - og begge parter har meget positive forventninger til det fremtidige samarbejde”, siger direktør Frank Humle, Center for Hjerneskade.

Sino-Fortune åbner den 8. januar 2019 deres nybyggede rehabiliteringscenter i Sino-Singapore Tianjin Eco-city øst for hovedstaden Beijing. Sino-Fortune kalder deres nye rehabiliteringskoncept for ”Sino-Denmark Rehabilitation Medicine”.

Sino-Fortune har inviteret direktør Frank Humle og fysioterapeut, MR Jørgen R. Jørgensen til at deltage ved den officielle åbning, hvor Frank Humle vil holde et oplæg om dansk rehabiliteringstankegang og om Center for Hjerneskade. Derudover skal de to danske deltagere undervise personalet samt aflægge besøg hos de universitets- og hospitalsafdelinger, som Sino-Fortune samarbejder med. Formålet er at drøfte rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade ud fra den danske model - og som kineserne selv formulerer det: "to learn the truth about rehabilitation in China".

Center for Hjerneskade blev udvalgt af Sino-Fortune blandt flere danske rehabiliteringstilbud, som kineserne besøgte i foråret 2018.

Yderligere oplysninger:

Direktør Frank Humle tlf 25 67 44 22 mail: frank.humle@cfh.ku.dk

Administrativ leder Lise Lambek tlf 35 32 90 06/23 24 83 98 mail: lise.lambek@cfh.ku.dk

Emner